Autoriserede avlskontrollører

Som autoriseret avlskontrollør kan du besigtige fremavlsarealer, der er udlagt med frø og korn.

Personer med en jordbrugsfaglig uddannelse, kan autoriseres som avlskontrollør. Endvidere skal ansøger have et solidt kendskab til de karakterer, der kan anvendes ved bedømmelse af sortsrenhed i landbrugsplanter samt kendskab til arter af dyrkede planter og ukrudt. Ansøger skal deltage i et kursus for nye avlskontrollører og herefter bestå en eksamen, der tages i forbindelse med kurset. TystofteFonden afholder kursus for nye avlskontrollører hvert år.

Allerede autoriserede avlskontrollører skal foretage regelmæssige besigtigelser, hvilket normalt vil være hvert år og skal min. hvert 5. år deltage i TystofteFondens møde for erfarne avlskontrollører, for at opretholde deres autorisation.

Virksomheden bestiller avlskontrol hos en autoriseret avlskontrollør, der er tilknyttet virksomheden, eller hos en anden autoriseret avlskontrollør, der er autoriseret af TystofteFonden. Autoriserede avlskontrollører, ansat i en virksomhed, kan efter forudgående tilladelse fra TystofteFonden også udføre markbesigtigelse for andre virksomheder. avlskontrol kan også rekvireres hos andre udbydere af autoriseret avlskontrol, som fx landøkonomiske foreninger. Alle aftaleforhold, herunder betaling, fastsættes mellem virksomhed og udbyder, som fx den landøkonomiske forening eller den autoriserede avlskontrollør. Prisen for ydelsen aftales direkte mellem parterne.

Det er virksomhedens ansvar at sørge for udskrivning og fordeling af skemaer til brug ved markbesigtigelsen. TystofteFonden kan være behjælpelig med udskrivning mod betaling.


Instruks for avlskontrollører af markfrø og sædekorn

303 – Anmeldelse om arealer til fremavl